UTDRAG FRÅ TRÆTTE MÆND AV ARNE GARBORG:Hun: (opskrigende) : Er det muligt? Har De virkelig været i Paris! Å fortæl, fortæl . . . Å De lykkelige menneske som virkelig har været i Paris.
Jeg: Fortælle om Paris? - tja. Der er en masse gader; og nogle af dem er meget lange. Nogle er også meget brede med alléer på siderne; de kaldes boulevarder.
Hun: Ja, og så er der jo en sådan mængde store, strålende butiker med silke og guld og diamanter . . . virkelige, ægte diamanter . . .
Jeg: Å ja; meget pent. Og så har man jo den store pladsen med obelisken og de store stenfigurer; og mange andre store pladse; og så Seinen.
Hun: Ja, Seinen! Den må være storartet.
Jeg: Mindst fire gange så bred som Akerselven, og mindst otte gange så skidden.
Hun (desillusioneret) : Skidden? -
Jeg: Fælt. Ganske gulgrøn. - Jo, Paris er deiligt. Jeg agter at reise derned flere gange, især for at se pene damekostymer.
Hun (usikker) : Så?
Jeg: Ja. Sådan et rigtig stilfuldt dametoilette, ser De . . . det virker altså simpelthen som en musikalsk komposition; bare rhytme, harmoni, gratiøs bevægelse; det tar mig om hjertet, rent ud sagt, akkurat som sådan en vellystig, gratiøs, hendårende akkord . . . varm og blødagtig og fin og delikat og . . . Fanden, jeg finder ikke ordene. Men det er vakkert altså. - Nå, en stilfuld herredragt kan gudbevars også lade sig se; men herredragter er og blir nu egentlig poesiløse; kvindelegemet med dets bløde bølger og musikalske rundinger er jo også et ganske anderledes taknemlig emne til at komponere over end den strenglinjede, arkitektoniske, alvorlige mandskrop.
Pause.
Jeg (fortsættende) : Men det er fælt at komme hjem igjen.
Hun (lidt surt) : Ja, vi her hjemme kan jo ikke klæde os.
Jeg: Nei - med al agtelse forresten! - Det kan damerne her ikke. Da er det allerede meget bedre hjemme i Bergen . . . ja, De ved vel ikke at jeg er fra Bergen; jeg taler jo rent Kristiania nu . . . Ja, ja; hæderlige undtagelser, gudbevars! men i almindelighed ser man ikke andet her end ukyndige sydamers mishandling af alt hvad der heder rhytme og form. Jeg tror det er derfor, jeg aldrig kan bli ordentlig forelsket her i landet.
Hun: Nei, når De bare ser på klæderne -
Jeg: Bare klæderne - gudbevares vel. - Reis til Paris, frøken, og prøv så, når De kommer igjen, at sige i den tonen der: "
bare klæderne!"
Hun: Nei; jeg mente ikke netop . . .
Jeg: Vi er i det hele nogen motbydelige barbarer. Yankee'er er vi. Det eneste som er igjen af gammelt skjønhedsliv, det eneste vi her oppe mellom isbjergene i det hele taget har havt af festligt eller fint, det er jo denne smule kvindeskjønhed . . . Nu skal den også afskaffes, naturligvis. Klædes væk i vadmel og begsømsko og reformkjoler; så stygt som muligt; det er praktisk og sundt, det, siger de emanciperte, - og moralsk, siger lægprædikanterne; for da forføres ikke mandfolkene til syndige tanker, og da blir der jo ikke synder i det hele taget. Æsch, fy Fanden! - denne evige borgerlighed. Snart skal naturligvis damerne klippe af sig håret også, for nyttighedens skyld, og fordi langt, vakkert hår er så farlig romantisk; og en dag blir det kvinderne forbudt at gå med handsker, eftersom pene, hvide hænder også kan gjøre en mand ør i hovudet; til sidst vil alle parfumer bli forbudt; - er det ikke meget dydigere og naturligere at lugte sved end at dufte af violer?
Hun (ler lidt generet) : Uf, De kunde nu gjerne . . .
Jeg: Ja, ja, undskyld. Nå. Hvad var det jeg skulde fortælle?
